Aftenluskeri... Er betjenten på vagt, eller har han sat sig med Tv-avisen...
Peter skal ind som soldat og drager mod Varde, til artilleriet og konverterer fra TS 185 til 105 mm. Haubits. Der står den så den gule Zuki - ubrugt og ensom - uge efter uge. Kun i weekenderne bliver den luftet af sin retmæssige herre. Jeg har ondt af den, virkelig ondt - det er synd for den ! Tankerne flyver tilbage til de gamle drengedrømme....Man drages - trangen trykker truende!. Jeg har godt nok ikke kørekort til motorcykel, men selv om vores genbo er politibetjent, sniger jeg mig en mørk aften afsted med bankende hjerte, efter at jeg har sikret mig, at Lovens lange arm har sat sig med Tv-avisen, eller er det mon egnens fantastiske dagblad, min siamesiske tvilling - Midtjyllands Avis. Jeg tør ikke gå tættere på vinduerne af frygt for ordensmagten....
Zuki’en triller lydløst ned af bakken og startes med et brøl af potens i sikker afstand. Jeg er fri - fri som fuglen.
Benzinen går i blodet...
Det tar’ om sig!. Akkurat som sex, tobak og narkotika eskalerer forbrydelsen aften efter aften, uge efter uge og værre bliver det, da Søren, den midterste af mine sønner, anskaffer sig en Honda CBX 400 F II fra føromtalte flinke og optimistiske Ole - ak den Ole ! Kilometer efter kilometer lakker det mod julen og kun et eneste ønske står printet på hjernebarken - Jeg ønsker mig en styrthjelm!
Jeg har igennem længere tid bagt på min ellers så dejlige hustru og forsøgt at forklare hende, at nu da ungerne efterhånden er fløjet fra reden og banken er faldet til ro, er tiden inde til at min livsdrøm må gå i opfyldelse - jeg er jo snart 50 og tænk, hvis jeg dør inden og ikke har følt livsglæden ved at eje min egen cykel. Hvad siger Vor Herre, når jeg står der...? “ Nå...Du nåede det nok ikke hva’ hr. Vestergaard” !!!. - og englekoret stemmer i....” Han kom for sent - for sent til livets ende”...Ja, havde jeg haft en ordentlig kværn, havde jeg sgu’ snildt nået det... Der er ikke megen medfølelse at spore hos fru Vestergaard, så jeg prøver fra en anden vinkel: “Jeg kan jo ikke være bekendt at ligge og slide på børnenes motorcykler”... Det hjælper - det må jo i hvert fald ikke gå ud over børnene. Juleaften ødelægger hun enhver mulighed for at holde mig tilbage... Hun og drengene går sammen og giver mig en flot rød styrthjelm - nu har jeg hende, det søde væsen.
Sådan fortsætter det.... hvis du vil læse hele historien, så send en mail .0)
